Plantefarvning for begyndere

Plantefarvning er en flere tusinde år gammel håndværkstradition, hvor farver udvindes af naturens egne materialer. Selvom vi i dag kan fremstille næsten alle farver syntetisk, rummer plantefarvning noget helt særligt. Farverne har en levende dybde, som er svær at efterligne, og hver farvning fortæller sin egen historie om årstiden, voksestedet og de planter, vi har arbejdet med.

På dette kursus får du en introduktion til plantefarvningens grundprincipper. Vi farver uldgarn og gennemgår de vigtigste trin i processen – fra bejdsning til selve farvningen – så du får indsigt i de teknikker og overvejelser, der ligger bag et godt resultat.

Vi arbejder med garn, som stilles til rådighed på kurset, og det er derfor ikke muligt at medbringe eget garn. Til gengæld får du et lille fed af det farvede garn med hjem som et minde om dagen. Samtidig får du den grundlæggende viden og inspiration til at fortsætte dit eget plantefarveeventyr derhjemme.

Medbring tøj, der passer til vejret, da farvningen foregår udendørs. Det er desuden en fordel at medbringe et forklæde eller tøj, der gerne må blive beskidt, samt en pandelampe til de sene aftentimer. Husk også mad og drikke til pauserne.

Materialeudgifter afregnes direkte med underviseren på kursusdagen og forventes at udgøre mellem 150 og 200 kr. pr. deltager.

Undervisningssted

Oplyses senere

Praktisk information

Hold nr:
2620116
Første møde:
8.11.26 kl. 10:00
Mødegange:
1
Lektioner:
8

Pris

Almen
DKK 410,00
  • Søndag 8.11.26 kl. 10:00 - 17:00

    Sted: Oplyses senere

Nsasunderviser

Emma Sander Vincze

Som uddannet biolog og botaniker er jeg lidt af en naturnørd. Men naturen er meget mere end et fag for mig – den er omdrejningspunktet i min kreative praksis og den røde tråd i alt, hvad jeg skaber.

Jeg oplever, at der sker noget særligt, når vi møder naturen med hænderne. Vi former dens materialer, men naturen former også os. Der opstår en forbindelse, hvor vi bliver mere opmærksomme på vores omgivelser, og verden får en ny dybde.

Det er denne måde at møde naturen på, jeg gerne vil dele med andre. Mine kurser handler derfor mindre om at mestre en bestemt teknik og mere om at opdage glæden ved at skabe med det, der vokser omkring os – og ikke mindst om at genfinde nysgerrigheden og styrke forbindelsen til naturen.

Jeg håber, du har lyst til at være med.