Løsagtige og offentlige fruentimmere - og et korrupt politikorps i hovedstaden
Tilmeld
En dramatisk fortælling om prostitution, korruption og livet på samfundets skyggeside i København i slutningen af 1800-tallet.
Hvordan kunne det politi, der skulle beskytte byens borgere og opretholde lov og orden, samtidig være med til at drive og tjene penge på Københavns bordeller?
I slutningen af 1800-tallet var København en by præget af store sociale forskelle. Bag de pæne facader fandtes en anden virkelighed med fattigdom, druk, kriminalitet, trange boliger og en omfattende prostitution.
Fra 1874 til 1906 var prostitutionen underlagt et særligt lovreguleret system, hvor politiet førte kontrol med de kvinder, der ernærede sig ved prostitution. Men systemet udviklede sig også til en historie om magtmisbrug, udnyttelse og korruption. Nogle af de betjente, der skulle føre tilsyn med bordellerne, havde selv økonomiske interesser i virksomheden.
Et af foredragets dramatiske højdepunkter er den store sædelighedsskandale i 1895. Her blev omfattende uregelmæssigheder i Københavns politi afsløret, og chefen for sædelighedspolitiet, politiinspektør H.F. Korn, begik selvmord på sit kontor på Nytorv. Skandalen vakte stor opsigt og satte spørgsmålstegn ved politiets moral og troværdighed.
Vi møder også nogle af de kvinder, der levede på samfundets skyggeside. Blandt dem Alma Eugenia Husted, hvis tragiske liv fortæller om prostitutionens menneskelige omkostninger i en tid, hvor fattigdom, sygdom og social udstødelse ofte gik hånd i hånd.
En tidsrejse til det gamle København
Foredraget handler dog om meget mere end prostitution og korrupte politibetjente.
Vi kommer med ind i baggårdene, de overfyldte lejligheder og de
livlige gader, hvor almindelige københavnere kæmpede for at få hverdagen
til at hænge sammen.
Hvordan levede arbejderfamilierne? Hvad tjente man, og hvordan var arbejdsforholdene? Hvordan var det at vokse op som barn i en fattig familie? Og hvordan forandrede industrialiseringen hovedstaden og dens befolkning?
Med udgangspunkt i bogen Et offentligt fruentimmer, samtidige kilder, historiske fotografier og spændende beretninger tegner foredraget et levende billede af en hovedstad i hastig forandring.
En fascinerende, til tider rystende og tankevækkende fortælling om en del af Københavns historie, som sjældent får plads i de traditionelle historiebøger.
Om foredragsholderen
Tom Guldbæk Olsen er pensioneret kriminalassistent, bachelor i historie, forfatter, kulturhistorisk guide og en erfaren foredragsholder.
Med sin baggrund i både politiets verden og historieforskningen har han en særlig tilgang til fortællingerne om kriminalitet, samfundsforhold og hverdagsliv i det gamle København.
Foredraget ledsages af historiske billeder og andet kildemateriale, der bringer fortidens København tæt på publikum.
Undervisningssted
Praktisk information
- Hold nr:
- 272010
- Første møde:
- 11.03.27 kl. 19:00
- Mødegange:
- 1
- Lektioner:
- 1
Pris
- Almen
- DKK 0,00